Historie

Oprindeligt var Bredballe og Hornstrup sammen et annekssogn til St. Nicolaj sogn, men i 1907 blev det besluttet, at Hornstrup sogn skulle være et selvstændigt sogn (først i 1977 blev Bredballe et kirkesogn).

Bredballe havde gennem mange år haft et ønske om at få egen kirke. Præsterne boede i Vejle, og der var langt til Hornstrup kirke. Først i 1905 skete der for alvor noget, idet der blev nedsat et byggeudvalg med personer fra Bredballe by og Bredballe Strand. Disse personer indkaldte til et møde blandt beboerne (Hornstrup Sogn bestod af 1270 personer, hvoraf de 250 boede i Bredballe by og 400 ved Stranden).

Det blev besluttet, at kirken skulle være en kopi af Årup kirke på Fyn. De samlede udgifter til den nye kirke løb op i kr. 27.000, hvoraf de 9.000 kr. indkom ved frivillige bidrag fra det dengang fattige sogn.

Den 25. juli 1906 blev grundstenen nedlagt, og den 8. december 1907 kunne kirken indvies.

Da kirkebyggeriet var færdigt, var der ikke mange penge, og udstyr såsom alterstager, lysekroner, prædikestol m.m. blev indkøbt i billige materialer. Kirkens døbefont blev også udført billigst muligt og støbt i "laminat" sten.

Byggeudvalget udtrykte ved indvielsen sin skuffelse over, at man havde skullet spare voldsomt på indkøb og udtrykte: "Det bliver fremtidens sag at indsætte noget bedre i kirken".  

Ved senere indsamlinger fik man råd til at købe et alterbillede samt et orgel. Det lykkedes tillige gennem årene at indsamle midler til bl.a. udskiftning af lyse-kroner. Også prædikestolen er senere blevet udskiftet.
Døbefonden udført af kunstneren Laila Westergaard blev indviet Pinsedag 2000.