Den 8. januar 2019 
Pressemeddelelse om Stormøde i Bredballe Sogn 
I forbindelse med at Bredballe Menighedsråd gav sig selv et bredere mandat vedrørende fremtiden for Bredballe Kirke, nedsatte rådet en arbejdsgruppe med seks repræsentanter fra menigheden og fire fra menighedsrådet til at stå for et stormøde her i uge 3. 

Arbejdsgruppen er nu klar med programmet for stormødet, der afholdes torsdag den 17. januar 2019 kl 19.00 – 21.00 i Sognegården. 

Formålet med stormødet er at få et fælles afsæt for den videre debat. På mødet vil tre eksterne oplægsholdere komme med indlæg ud fra ”at vi peger bagud”, ”vi peger indad” og ”vi peger fremad”. 

Det er således ikke et møde om, hvad der konkret kan og skal ske i Bredballe, understreger Karen J. Klint fra menighedsrådet og fortsætter: men et møde, hvor vi alle udstyres med samtidig viden og får fælles udgangspunkt for den videre debat i sognet. Et møde med både generel viden, tid til snak om holdninger og følelser. 
Hun roser i øvrigt de seks eksterne repræsentanter for deres konstruktive arbejde i arbejdsgruppen og til afviklingen af selve stormødet, hvor de både er kommet med modellen for mødets afvikling og et par af navnene til oplægsholdere. 


Mødet bliver afviklet med tre gange maks. 15 minutters skarpe indlæg og derefter samtale ved borde, inden næste oplægsholder får ordet. Oplægsholderne bliver bedt om at bidrage med et par spørgsmål til inspiration til snakken ved bordene. Men disse snakke vil ellers ikke blive styret – ordet er helt frit mellem deltagerne. Arbejdsgruppen vil sikre, at de deltagere, der vil bidrage med input fra ”bordsamtalerne”, får let adgang hertil, og disse input indgå i forberedelse af den videre proces. 
De tre eksterne oplægsholdere er til punkterne: 


1. ”vi peger bagud”, ved konsulent i Kirkefondet Berit Weigand Berg – hun vil tale om Kirken i et historisk perspektiv. Og har valgt titlen ”Fra Fyrstens kirke til Folkets kirke”. 

2. ”vi peger indad”, ved kultursociolog Jes Heise Rasmussen, som vil sige noget om ”Kirken som erindringssted” – et emne flere har ønsket uddybet. 

3. ”vi peger fremad”, ved præst Peter Hedegaard, Holstebro Valgmenighed, der med titlen ”Slip hestene løs og lad vogne stå” vil sige noget om fremtidens kirke / kirkeliv. 

Arbejdsgruppens sammensætning er: Fra menigheden: Hans Lauge, Peter Faurby, Flemming Christensen, Jette Ditlev, Simon Nyvang Mariussen og Leo Bøgeholm Madsen. Fra menighedsrådet: Bente Dahl, Andreas Kruse, Annette Ravn Sørensen og Karen J. Klint. 

Uanset om der kommer 100 eller 200 til stormødet, vil der i den praktiske tilrettelæggelse blive taget højde for, at alle deltagere kan høre / se oplægsholderne. Af hensyn til kaffe ønsker arbejdsgruppen en forhåndstilkendegivelse på mailen bredballe.sogn@km.dk Men man er også velkommen uden en forhåndstilmelding. 

Mødet er offentligt og pressen er ligeledes meget velkommen. 
På arbejdsgruppens vegne Karen J. Klint 

Mobil: 61623318